30. apr. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Hertuginde Meghan rejser ikke til England med prins Harry – i stedet møder hun ham i et andet land

Prins Harry og hertuginde Meghan
Prins Harry og hertuginde Meghan
Foto: Caitlin Ochs/Reuters/Ritzau Scanpix
Prins Harry får ikke selskab af sin kone, når han i næste uge rejser til England for at markere Invictus Games' 10-års jubilæum.

Det var tilbage i 2014, at prins Harry var med til at grundlægge Invictus Games, og han er også med, når 10-års-jubilæet markeres den 8. maj.

Det foregår i St Pauls Cathedral i London, og prins Harry skal derfor en tur til England. Han rejser dog uden sin hustru, hertuginde Meghan. Det bekræfter parrets talsmand over for Dailymail. Hertuginden rejser i stedet for fra USA til Nigeria, hvor hun og hendes mand skal deltage i endnu et Invictus Games-arrangement.

Invictus Games er et internationalt rehabiliteringsprojekt for psykisk og fysisk sårede veteraner, hvor man gennem sport håber at kunne forandre deres liv til det bedre.

Det er efterhånden sjældent, at prins Harry er i England. Efter det blev offentliggjort, at kong Charles havde kræft, var hans yngste søn i februar på en kort smuttur til sit hjemland, og i næste uge vender prins Harry så tilbage.

Buckingham Palace har ifølge Dailymail ikke ønsket at kommentere, hvorvidt prins Harry i forbindelse med besøget i England skal mødes med sin far.

Læs mere om: